Indlæg i Dansk Retriever Klub - region Nordjyllands blad "Nordjyden"

Stafetten er en vandrehistorie, der sendes rundt til forskellige medlemmer i regionen, forfatteren skal som grundregel skrive om hans/hendes "hundeliv".

Jeg takker hermed Kaj for "Staffen" - han har nu altid været lidt efter mig.

Min omgang med hunde startede allerede ved min fødsel for snart mange år siden. Jeg har altid været omgivet af hunde, da jeg er født og opvokset i et jægerhjem. "Min allerførste hund" var en rød gravhund kaldet "Kvik", som jeg var utroligt meget knyttet til og den til mig. I øvrigt den eneste hanhund jeg har haft.

Den fulgte mig overalt - var jeg i skole eller på besøg hos en kammerat, sad hunden troligt uden for og ventede, til jeg kom igen. Jeg mistede "Kvik", da jeg vel var cirka 12 år gammel. Min far fortalte mig, at den var blevet kørt over af toget, hvad - har jeg senere fik at vide - ikke var sandt. Han havde skudt min hund, hvorfor ved jeg den dag i dag ikke. Det har jeg aldrig tilgivet ham.

"Min anden hund" kaldet "Conny" var en tysk korthåret hønsehund, som jeg gik meget på jagt med som barn - stort set hver dag året rundt. Jeg skød fortrinsvis gråspurve, solsorte, mus og rotter - endda mod betaling. Hun var en glimrende apportør og holdt sig "under bøssen", hvad nutidens korthår ikke gør.

Når den store verden gik lille Jørgen imod, tog han luftbøssen og hunden og drog ud på sit jagtrevir, som bestod af en lille skov samt diverse læhegn og marker. Dengang føltes det som flere hundrede tdr. land. Vi kendte hver en krog af vort revir.

Det eneste tidspunkt i mit liv - hvor jeg ikke daglig var omgivet af en eller flere hunde - var i min læretid og soldatertid. Straks efter min hjemsendelse fra militæret anskaffede jeg mig en lille tysk korthårs hvalp kaldet "Trine" (nr. 1). Jeg gik flittig til hundetræning i den lokale jagtforening og fik lært hunden en hel masse ting, dog blev den aldrig "hareren", hvilket blev dens død 13 år gammel, da den blev kørt over af en bil.

Jeg var dybt ulykkelig over tabet af min hund - ja, faktisk løb tårerne i lange baner. De første par dage efter ulykken ville jeg slet ikke have hund igen. Men der blev hurtig ændret på den beslutning. "Trine" var helt brun, og derfor ville jeg gerne have en brun hund igen. Det var ikke så lige til, men jeg fandt et kuld hvalpe på Fyn.

Det blev så til "Trine" (nr. 2), som på engang blev min hidtil eneste "problemhund" og samtidig en meget, meget dygtig jagthund. "Trine" ville på ingen måde være alene - hverken i hundegård eller inde i huset. Jeg lavede en stor og flot hundegård med indlagt varme. Jeg holdt hende inde i huset om dagen, men lige lidt hjalp det. Hun ville på ingen måde være alene. Jeg købte en lille puddelhund kaldet "Trunte" (nr. 1) som selskabshund til "Trine", og det blev da lidt bedre men aldrig helt godt.

"Trine" blev trænet i jagtforeningsregi, dog kun indtil hun var cirka 2 år gammel. Hun blev brugt til al slags jagt, dog fortrinsvis ande-, due- og kragejagt. I hendes 12-årige liv apporterede hun cirka 2.000 stykker vildt alene for min bøsse, og ikke en eneste af dem var udsatte fugle.

Hendes livs apportering var en and, som var faldet på is med åbent vand foran. Hun havde store vanskeligheder med at komme op på isen, og to gange måtte jeg kalde hende hjem, hvorefter vi løb 4-500 meter, for at hun skulle få varmen igen. Tredje gang lykkedes det. Jeg tror ikke, jeg i dag ville have sendt en hund på denne and. Den apportering vil jeg altid huske "Trine" (nr. 2) for.

"Trunte" (nr. 1) - puddelhunden - blev ikke brugt som jagthund, men jeg tror i øvrigt, at hun kunne være blevet en rigtig god støver. En dejlig og kærlig hund, som jeg havde fornøjelsen af at have i 12 år.

Jeg er nu kommet til det tidspunkt i mit liv (1983), hvor jeg anskaffede mig min første labrador retriever. Jeg valgte at anskaffe mig en labrador af flere grunde - blandt andet fordi jeg næsten udelukkende havde brug for en apporterende hund og i mellemtiden havde fået to børn. Korthårshunden var sød og rar overfor børnene, men de havde ikke meget fornøjelse af den.

Jeg brugte cirka to år til at finde den rigtige hvalp - talte med rigtig mange retrieverfolk - så forældrehundene - så hundene arbejde - så tidligere kuld af samme kombination osv. osv.

Jeg købte en lille hvalp på 8 uger kaldet "Øbakkens Trine" (nr. 3). Lige fra første dag opførte hun sig som en voksen hund - stille og rolig, lavede aldrig noget hun ikke måtte. Jeg var dybt skuffet og overbevist om, at det aldrig blev til andet end en stuehund samt en rigtig god legekammerat for mine børn, hvad der jo heller ikke er uvæsentlig.

Jeg mistede min kone umiddelbart efter købet af hvalpen, så af gode grunde blev der ikke rigtig tid til så meget hundetræning og jagt, men i stedet for madlavning, rengøring, passe to små børn, indkøb, madpakker, vaske tøj osv. osv.

Jeg gik kun på jagt for hundens skyld, og det blev kun til meget lidt. Jeg havde dårlig samvittighed overfor børnene, når jeg var på jagt og fik slet ikke noget ud af jagten.

"Trines" første jagttur - som egentlig var tænkt som en luftetur - blev en forrygende andejagt på krikænder. Jeg skød mange skud samtidigt med, at jeg skulede til den lille hvalp. Hun havde aldrig hørt skud før, og det var fuldstændigt tåbeligt og meget ubegavet af mig - jeg kunne have ødelagt hunden for altid. Men det gik heldigvis godt. Hvalpens første apportering var en vingeskudt krikand i sjapvand samtidigt med, at det var mørkt og krikanden dykkede ind imellem. Hun var fire måneder gammel på nær fire dage - hun bragte krikanden, og det er ikke engang løgn.

Jeg gik stadig til træning og dressur i jagtforeningsregi, indtil hunden var cirka to år gammel, hvorefter jeg vedligeholdt dressuren derhjemme. Udover almindelig jagtdressur lærte jeg "Trine" at gå på schweisspor. Det er forholdsvist let at lære sin hund at gå på spor og samtidigt meget spændende for føreren. Jeg havde da også flere vellykkede eftersøgninger med "Trine".

Hun udviklede sig til at blive en fremragende apportør på trods af mine bange anelser om hende som lille. "Trine" udviklede sig sammen men min kammerats tysk ruhårede hønsehund en fremragende evne til samarbejde om apportering af vingeskudte ænder. Det var yderst sjælden - hvis det overhovedet skete - at vi mistede ænder i vandhullet.

"Trine" den tredje har apporteret cirka 500 stykker vildt for mig. Hendes livs apportering er nok en fasanhane, som anskudt landede godt 100 meter ude i Limfjorden. Hun så ikke fuglen, men blev dirigeret derud. "Trine" er nu 12 år gammel og er på "hundeplejehjem" hos min kærestes datter, hvor hun befinder sig særdeles godt. Det var meningen, at hun kun skulle være der en kort tid, men "Trine" blev hængende. Selvom jeg ved, at hunden har det meget godt, føler jeg alligevel på en måde, at jeg har svigtet en god "jagtkammerat" på hendes gamle dage.

"Trine" har haft to kuld hvalpe med 3 års mellemrum. Jeg har selv beholdt en hvalp fra hvert af kuldene - nemlig "Ertebølles Trunte" (nr. 2) samt "Ertebølles Mille".

"Ertebølles Trunte" har jeg udelukkende gået til træning med i Dansk Retriever Klub. Jeg startede med træning i Viborg i foråret 1990 (på daværende tidspunkt den nærmeste træningsplads for mig), hvor vi gik på brugsprøve-, overgangs- og markprøvetræning.

Vi oplevede at blive trænet af flere rigtigt gode instruktører. "Ertebølles Trunte" er den første hund, som jeg har gået til prøver med, og den første hund som jeg ud over de første par år har trænet videre med. Både hunden og jeg er glade for, at vi nu enten kan træne eller gå på jagt stort set hele året.

"Ertebølles Trunte" har i mine øjne udviklet sig til en god jagthund - har meget gode markeringsevner samt er meget dirigerbar. "Ertebølles Truntes" livs jagtopgave var en dirigering efter en dødsskudt and. Anden faldt i en stor sø - det blæste en del, og der var en del bølger. Tilfældigt hørte jeg skovfogeden sige, om ikke skytteeleven kunne sætte båden i vandet og hente anden. Jeg spurgte, om jeg ikke måtte forsøge med hunden. Han kiggede noget overrasket på mig (og hovedrystende), men sagde da ja. Hvad jeg ikke havde taget i betragtning var, at blæsten og strømmen førte anden længere og længere væk fra os, og det gik faktisk rimeligt stærkt. "Ertebølles Trunte" var så langt ude i søen (vel 150 - 200 meter), at jeg dårligt kunne se hende og langt mindre anden, men "Ertebølles Trunte" kom med anden. Hun var meget træt, og jeg var meget stolt.

På markprøvesiden har "Ertebølles Trunte" to vinderplaceringer på A-prøver - begge 4. vinder - hvor den ene var ved Europamesterskaberne i Belgien i 1993. Holdet blev endvidere 2. vindere ved mesterskaberne. "Ertebølles Trunte" har derudover deltaget på de nordjyske hold til Danmarksmesterskabet i 1992 og 1993, hvorefter hun blev afløst af lillesøster "Ertebølles Mille".

"Ertebølles Trunte" er nu seks år og bliver ikke brugt på markprøver mere - kun jagt. Hun har fået to kuld hvalpe, hvoraf det ældste kuld er godt halvanden år. Jeg glæder mig til at følge disse hvalpe.

"Trines" (nr. 3) datter - "Ertebølles Mille" - har jeg faktisk ikke gået på dressurkursus med ud over vinderklassetræning, som jeg sætter umådeligt meget pris på. Jeg håber så inderlig, at regionen vil fortsætte med det. Hun er en dejlig hund med krudt i rø... Hun er meget nem at arbejde med, hvis hun ellers kan styre sin iver - specielt sin jagtiver. Jeg har meget svær ved at blive rigtig gal på hende - ja, jeg kan faktisk ikke, og jeg tror, at hun ved det !!!!!

"Ertebølles Mille" mangler endnu lidt jagterfaring, førend hun når "Ertebølles Truntes" standard, men jeg ved, at hun kan klare de fleste opgaver på en jagt, selvom iveren ind i mellem tager overhånd. Endvidere er jeg i foråret 1995 startet med at træne "Ertebølles Mille" i at gå schweissspor, så også der ligger der lidt arbejde forude.

Prøvemæssig er "Ertebølles Mille" kørt i stilling på vinderklasseniveau, og hun har da også fået nogle vinderplaceringer på markprøve i foråret 1995. Ligeledes har "Ertebølles Mille" deltaget på det nordjyske hold ved Danmarksmesterskabet i 1994 og 1995.. "Ertebølles Mille" er født i juli måned 1992, så vi når nok, det vi gerne vil - både prøve- og jagtmæssig.

Igennem de sidste 4-5 år har jeg brugt forholdsmæssigt megen tid på træning af mine hunde for at få nogle gode jagthunde - desværre også så meget, at jeg flere gange har sagt nej tak til jagtinvitationer. Træningen har taget overhånd, så jeg glemmer mit egentlige mål - nemlig at komme på jagt med en god hund.

Fremover vil jeg koncentrere mig om at kvalificere mig til DM for hold (hvilket jeg sætter en stor ære i), deltage på nogle få vinder-A- og vinder-B-prøver, komme lidt på min "lokale" træningsplads i Tranum (Brovst) som instruktør samt komme noget mere på jagt.

Derudover har jeg en lille drøm om at deltage i nogle udenlandske prøver. Det var meget spændende at deltage i prøverne i Belgien, og det vil jeg gerne gøre igen. Samtidigt viste det sig, at vi i Danmark har hunde, der sagtens kan måle sig med de bedste udenlandske hunde, ja uden overdrivelse er konkurrencen efterhånden større i Region Nordjylland. I påsken 1995 var jeg inviteret til Italien til træning samt til en stor international 2-dages prøve med uddeling af Cacit m.v., men mine økonomiske midler rakte ikke så vidt, så det blev ikke i denne omgang, vi kom af sted.

Mine hunde har alle dage været en del af familien - jeg nyder at være sammen med hundene i det daglige og kunne på ingen måde tænke mig et liv uden hunde. Som min kæreste plejer at sige, når hun er utilfreds med mig: I mit næste liv vil jeg være hund hos dig. Jeg er ikke hel klart over, om jeg skal le eller græde, men jeg har valgt at tage det som en kompliment. Hunde er ikke alt i mit liv - men det en meget positiv del af min tilværelse.

Ja - det blev til en længere omgang - men jeg er heller ikke hel ny. Min erfaring med udstilling er yderst begrænset, så for mig ville det være spændende at give "Stafetten" videre til nogle hundefolk, der er i besiddelse af denne viden - ja, ikke bare udstilling - men også med markprøve- og jagthunde - nemlig Anette og Jens Peter Larsen.

Jørgen Torp